Lige vågnet. Solen skinner og jeg tænker på alle mulige tanker. Der er lidt fysisk uro i maven, tror det er det junk jeg åd i går. Tænker på hvad jeg skal fylde dagen ud med, så den ikke løber ud i sandet med mig som passiv overlever. Livet skal leves, hver dag i hvert åndedrag. Er ved at læse Jack Kerouacs “On the Road”. Jeg startede første gang med den på Thailand-turen, men det fangede mig ikke rigtigt. Nu er mit hoved konstant fyldt med den og alt omkring den – beat generationen og den tid. Det fascinerer mig den måde bogen er skrevet på, super hurtigt, knald på, NU! På en måde er det faktisk stilen der giver et indblik i indholdet, totalt fedt lavet altså, tænk at lave et stykke form hvor strukturen ikke bare opstiller nogle rammer for hvad der må indgå som form, men SELV er en del af formen. Det kriller lige under venstre balle, der hvor strangeloop-receptoren sidder, gør det ikke ‘os?

Hvordan skriver man sådan en bog tænker jeg? Hvordan gør han? Tænker på ”Det du putter ind, får du ud igen”-reglen, “årsag-virkning” kald det hvad du vil … bogen er noget der automatisk kom ud igen. Men hvad puttede han så ind? Nååårh, ikke andet end hans livsførelse, idéer, rutiner, visioner… Det siges at bogen er skrevet på 3 uger og udfældet på ét stort stykke papir, så han ikke skulle afbryde sin tankestrøm når han skiftede papir på skrivemaskinen. For at skrive en bog på 3 uger, er man nødt til at VÆRE bogen. Du er nødt til at VÆRE alle de idéer og samtaler som bogen består af. Du kan ikke bare påtage dig en midlertidig rolle, for det ville kunne mærkes. Bogen er interessant fordi den giver et indblik i Kerouacs indstilling og idésæt til livet, men den kan aldrig blive mere end et indblik, for hvis bogen kunne beskrive det samlede idésæt, ville den ikke være “sprunget ud” af idésættet. Idésættet må nødvendigvis omslutte bogen, så bogen bliver en delmængde af idéerne. 

På mange måder er det vel heller ikke selve bogen der er interessant, men de idéer der ligger bagved, al energien Kerouac i første omgang selv har lavet og levet, og senere genfundet  i kød-gemmerne og samlet det både i sætningernes indhold men også i deres struktur. uhh det er kriller.

Så hvis man vil skabe noget her i livet (det være sig livet selv) og det fremfor alt skal skabes autentisk og spontant med originalitet og nerve skal man rette blikket væk fra resultatet og arbejde med at indstille sine indstillinger og idésæt, og gøre dem større og større, indtil de på et tidspunkt er så store, at de kan omslutte produktet og du kan lade det “flyde ud” som det mest naturlige i verden. 

Kort sagt: Hvis du gerne vil lave en stor flot pølle, nytter det ikke noget at du sætter dig ud på kummen og presser, aser og maser for at skabe produktet (måske ville du få et lille resultat, men det ville være sølle). I stedet skal du rette blikket væk fra agten og arbejde med nogle helt andre områder i livet – i dette tilfælde ville mad være en fornuftig kategori af beskæftige sig med. Når du så har oparbejdet nok input, kan du mærke hvordan resultatet selv presser på, og du kan nu bevæge dig ud på toilettet – som det mest naturlige i verden, fordi du simpelthen ikke kan lade være med at skabe resultatet – sætter dig på kummen og du kan slet ikke vente, ingen pressen, ingen asen, ingen masen, intet opstillet ønske eller påtaget rolle om at lave det du er igang med, men autentisk, naturligt og rart vil resultatet nu “flyde ud” af dit system til skue og beundring for alle på rød stue, og det eneste du har koncentreret dig om er at finde de rette inputs, så klarer outputtet sig selv, det er en lov, det er helt automatisk og uundgåeligt.

God dag